Opdriftskontrol for dummies

14. februar 2010 af Søren Knudsen

Man kan længe diskutere hvilke egenskaber og færdigheder der gør en dykker god. Blandt meget andet kunne man pege på respekt for naturen og styr på sikkerheden. Jeg synes også at disse ting er absolut vigtige, men det jeg først kommer til at tænke på er opdriftkontrol.

Man kan have nok så meget respekt for naturen, men hvis man drøner ind i skrøbelige koraller hver gang man prøver at opleve den, bør man nok først og fremmest fokusere på at forbedre ens dykkerfærdigheder.

Helt kort sagt, så handler dykkerfærdigheder om de tre store o’er i dykning, nemlig: Opdriftskontrol, opdriftskontrol og opdriftskontrol.

Øv din opdriftskontrol - leg gør mester!

Vi kan nok blive enige om, at man ikke kan lære at cykle ved at se en video; Man er nødt til at komme op på en cykel og så gradvis øve sig. Sådan forholder det sig med alt hvad kræver beherskelse af kroppen, også det vi i dykning kalder opdriftskontrol. Dermed ikke være sagt, at man ikke kan få brugbar viden om emnet, (f.eks. gennem artikler som denne) eller at teori og praksis er to ikke-forbundne størrelser. Man kan lære at mestre opdriftskontrol uden at forså teorien, men forstår man teorien lærer man at mestre praksis hurtigere.

Lad os først slå fast, at vi ved opdriftskontrol ikke alene forstår at man styrer sin opdrift, men også at man gør det på en særlig facon. Dykker man med dykkere med begrænset erfaring, ser man med mellemrum at de forsøger at svømme kontinuerligt nedad, istedet for blot at lukke luft ud af BCD’en. På samme måde kan man også af og til se dykkere forsøge at svømme opad, som kompensation for utilstrækkeligt luft i deres BCD. I helt grelle tilfælde ligner det cyklen på stedet. Det er klart at uafbrudt svømmen er temmelig uhensigtmæssig af mange årsager (man bruger mere luft, har vanskeligt ved at stoppe op og kigge, man hvirvler bunden op osv. osv.) Alligevel må man dog medgive, at uafbrudt svømmen er én måde at hindre man synker eller stiger uønsket. Det er dog ikke den måde at styre ens opdrift vi sigter til, når vi taler om opdriftskontrol.

At have opdriftskontrol vil sige at man med ca. halvfyldte luger har neutral opdrift, altså at man hverken stiger eller synker i vandet. Når man ånder ud og dermed tømmer lungerne vil man falde, og omvendt, når man inhalerer vil ens lunger fyldes og man vil igen stige. Opdriftskontrol er altså forenklet set at veksle mellem disse to tilstande, på en sådan måde og med et sådan tempo at man undgår at røre bunden og at man kan stige og synke som ønsket alene ved at bruge sine lunger.

“Jeg skal helst have 14 kilo på bæltet, ellers kan jeg ikke komme ned!” - Henrik, vægt ca 80 kg, iklædt 3mm shorty.

En af de typiske årsager til at dykkere kan have besvær med deres opdrift, er at mange slæber rundt på alt for meget bly. Nogle instruktører har desværre for vane at give deres elever for meget bly om livet, og er mindre gode til at tage blyet af dem igen undervejs i kurset, når det ikke længere er nødvendigt. En følge heraf er, at mange dykkere, også lang tid efter deres første dykkerkursus, tror de har brug for væsentligt mere bly end de i virkeligheden har. I og for sig, er det ikke et problem at dykke med for meget bly, hvis man er god til at justere sin BCD når man skifter dybde undervejs i dykket. (Faktisk har mange divemastere og instruktører ofte et par ekstra kilo med, de kan give til dykkere som måtte have brug for det.) - pointen er, at desto mere ekstra bly man har med, jo tiere er det nødvendigt at justere luftvolumen i ens BCD. Døjer man med opdriftskontrol, er det derfor en god idé at reducere mængden af ens unødvendige bly.

Ens vægtbehov afhænger, som vi ved, af om man dykker i salt- eller ferskvand og hvilket grej og dragt man bruger. Man kan ikke umiddelbart regne ud hvor meget bly man skal bruge når man skifter dragttype osv. - derfor er man nødt til at teste ens afvejning. Den almindelige måde at teste det på, er ved at tage sit grej på, hoppe i vandet og tømme ens BCD. Er man korrekt afvejet, bør man med halvfyldte lunger flyde ca. med øjnene i vandskorpen. Synker man, har man for meget vægt i sine lommer eller på bæltet. Det er en populær måde at checke afvejning på, fordi det er hurtigt og giver et ret pålideligt resultat.

“Æv! Det kørte lige så godt! - Men så til sidst, så røg jeg bare op, selvom jeg tømte BCD’en helt! ” - En dykker som havde for lidt bly med til slutningen af dykket.

FAKTABOKS:

1 liter luft vejer 1,2 g.

Dykker du med en 15 liter tank, og bruger du 160 bar (eksempelvis fra 210 bar til 50) er du altså blevet ca 3 kilo lettere.

160 atm x 15 l. = 2400 l.
2400 l. x 1,2 gram = 2,88 kg.

En anden metode, som jeg almindeligvis foretrækker, (hvis jeg nogenlunde ved hvor meget jeg skal bruge) er at tage et kilo eller to mere med, end jeg forventer at have brug for. Når dykket er slut, flasken ved at være tom, og vi ellers er tilbage ved bredden eller båden, så tager jeg først et kilo af, (som jeg giver til min makker) og så forsøger jeg at gå ned, ved at tømme min BCD og lunger helt. Kan jeg synke ned uden at svømme, betyder det, at jeg kan undvære det ekstra kilo. Så tager jeg det næste kilo af og prøver igen - og så fremdeles. Jeg gør det til sidst på dykket, fordi den luft man har ind- og udåndet undervejs faktisk vejer mere end man skulle tro - op til et par kilo afhængig af flasketryk og volumen. Flasken er altså blevet betydeligt lettere, og derfor har vi brug for mere vægt ved slutningen af et dyk end ved starten. Den ekstra vægt er man selvfølgelig nødt til at have med fra starten af dykket, hvis man ikke bryder sig om at fylde tunge sten i lommerne undervejs…

Ok, så langt så godt. Det var opdriftskontrol for dummies og den basale afvejning - så er der ingen undskyldning for ikke at læse med når vi i næste uge går i kast med opdriftskontrol for blærerøve. =)

http://www.kingfish.dk