https: Dykning ved Turks- og Caicosøerne - Koralrev.dk
  Forside      Koralrev & koraller      Dyreliv      Dykkersteder      Artikler & oplevelser      Videoer      Billeder      Nyheder      Dykkerbegreber      Om koralrev.dk                      facebook   

Dykning ved Turks- og Caicosøerne

13. april 2011 af Peter Leidersdorff

Ikke mange kender de forholdsvis små Turks- og Caicosøer, der ligger sydvest for ø-gruppen Bahamas. Heldigvis for koralrevene - der stadig er uspolerede og meget flotte.
Dykning ved West Caicos - Foto Sandra Leidersdorff
Vi valgte Turks- og Caicosøerne i Caribien som et alternativ til Bahamas. Mest for at slippe væk fra de mange turister, der besøger Bahamas, men også for at besøge og dykke et sted, vi overhovedet intet kendte til. Vi havde otte dage på øen Providenciales, der er den mest udviklede ø ved Caicosøerne. De tre af dem brugte vi på dykning.

Gennem vores hotel var vi blevet hooket op med Caicos Adventures, der arrangerer dykning, snorkling og andre vandaktiviteter. Dykkercenteret er ejet af Fifi, der er fransk, men har boet på Providenciales de seneste 20 år. Han har selv fundet en del af dykkersteder og driver nu en, så det ud til, succesfuld business.

Det er altid med en vis spænding den første dag, at man tager afsted for at skulle dykke et nyt sted. Hvad skal man ud til, hvordan kommer det hele til at forløbe og er dykningen så god, som man har gået og håbet på? Vi blev hentet ved hotellet til tiden og efter at have samlet en del andre dykkere og snorklere op, nåede vi frem til Caicos Adventures' private lille marina. Nogen skulle med snorklingbåden og andre med dykkerbåden. Derudover har de også en mindre speedbåd til private ture.
Dykning ved West Caicos - Foto Sandra Leidersdorff
Dykkerbåden er en 43 fod katamaran, som Fifi selv har fået bygget efter sine behov. Den er derfor perfekt indrettet til dykning. Alt ens udstyr er gjort klar, så det er bare at nyde turen ud til første dykkersted.

Vi sejlede mod West Caicos, der (mærkeligt nok) ligger vest for proventiales. Her skulle vi dykke ved to forskellige steder ved spidsen af øen. Begge dyk er langs et dropoff med et koralplateau ved omkring 10-12 meters dybde. Begge har mere eller mindre lodrette vægge, men man fornemmer ligesom en bund. Plateauet og væggene er beklædt med koraller, en masse forskellige svampe og en del fisk, men det er ikke fantastisk. Vi var i hvert fald en smule skuffede. Vi får dog set et par muræner, papegøjefisk, groupere og lidt andet. På det sidste dyk så vi dog en stor revhaj i det blå omkring 12-15 meter væk fra os. Alt i alt en lidt skuffende dag og vi tænkte allerede over, om det virkelig var, hvad Turks- og Caicosøerne kan præstere.

Næste dag startede godt. På vej mod West Caicos mødte vi en gruppe på 6-7 delfiner, der svømmede foran båden i 15 min. Fifi sejlede bare langsomt i ring, mens de hoppede og svømmede foran båden. Alle tænkte med det samme, at det måtte betyde, at det blev en god dag. Vi sejlede længere væk end dagen før og kom helt over på vestsiden af øen. Her går væggene eftersigende nærmest lodret ned til 1 kilometer. Korallerne og svampene er helt anderledes her. Her er fuldt koraldække og nogle store viftekoraller og enorme tøndesvampe. Her vrimler også med liv og vi får set hummere, muræner, groupere, dragefisk, tun, snappers og meget andet. På begge dyk så vi 2-3 revhajer og flere af dem svømmede helt tæt på os og viste sig frem - fuldstændigt ligeglade med vores tilstedeværelse. Det blev også til et par havsklidpadder. Den ene en lille fin havskildpadde, der havde gemt sig mellem nogle koraller. Jeg opdagede den selv og lå kiggede på den i lang tid, før jeg fik kontakt til de andre, som så kom hen og skræmte den væk. Utroligt sjovt at have øjenkontakt med den. Lige efter kom en stor nursehaj frem foran os. Den var mindst 3 meter lang, men flygtede desværre ret hurtigt. En noget anderledes dag - sammenlignet med dagen før.
Dykning ved West Caicos - Foto Sandra Leidersdorff
Den sidste dykkerdag skulle vi til West Caicos igen. Vejret var ikke helt med os, så vi kunne ikke tage til French Cay eller andre steder, der ligger mere udsat. Men det var også fint nok. Igen fik vi set en masse revhajer, skildpadder og et par store barracudaer. Lidt komisk at ligge og kigge på en stor revhaj omgivet af store tun, mens man hører lyden fra divemasterens tankbanger, fordi han har set en stor havskildpadder lige ved siden af os. På begge dyk så vi også en del pilrokker. På det første dyk var der en sandbund ved plateauet, hvor pilrokkerne holdt til. Til sidst på dykket var der 4-5 forholdsvis store pilrokker, der svømmede rundt sammet som et team, hvilket så fantastisk ud. Alt i alt endnu en spændende dag.

Efterfølgende fik vi at vide, at dykkerstedet, vi besøgte den første dag, kun kan dykkes, når forholdene tillader det og at de normalt ser en masse "big stuff". Ærgerligt, at det holdt sig væk, da vi var der.

Dykningen ved Turks- og Caicosøerne er utroligt flot. Korallerne og svampene er i flot stand og der er ikke mange tegn på koralblegning. Det er ikke så flot som i Det Røde Hav, men til gengæld er her mange hajer, rokker og havskildpadder, så det er ikke helt til at sammenligne. Servicen på båden og hos dykkercenteret var helt i top. Man skal ikke selv røre en finger – alt bliver gjort for en. Til gengæld er det ikke billigt. Med fuldt udstyr (vi orkede ikke at tage vores udstyr med) kostede to dyk 160$.

Kan kun anbefales, hvis man får lyst til en tur til Caribien.